Om Les Jardins de Theseiis
Les Jardins de Theseiis er et nyt og visionært domæne beliggende i Thésée i Loir-et-Cher. Anouk og Paul-André overtog i 2018 de 4,9 hektar vinmarker, som i årtier er blevet dyrket eksemplarisk af Bruno Allion – biodynamisk certificeret siden 1997.
Navnet henviser til den historiske betegnelse for landsbyen og til de mange parceller, der er co-planted med frugttræer og grøntsagshaver. Parret har bevidst fravalgt at sætte deres egne navne på etiketten – de ønsker i stedet at ære jorden og give den videre i lige så god form, som de modtog den.
Begge kommer fra en baggrund som biologer og forskere i respiratoriske sygdomme. Deres vinøse erfaring er lige så imponerende: de har bl.a. arbejdet hos Mark Angeli og Château Palmer, hvilket tydeligt afspejles i deres præcise, følsomme tilgang til vinproduktion.
Kælderen, udhugget direkte i sandstensbakkerne, holder en naturligt stabil og kølig temperatur. Hvidvinene lagres i brugte Bourgogne-fade, de røde i andengangsfade fra Château Palmer. Resultatet er vine med karakter, renhed og stor personlighed.
Pineau d’Aunis
En lys, aromatisk og intenst saftig Loire-rødvin, der viser, hvor levende og krydret Pineau d’Aunis kan være, når den behandles med nænsom hånd.
Vinskribent René Langdahl beskriver den:
“Lys, tåget udseende, jordbær, rød ribs, rosenpeber, tranebær, sour Ingrid Marie-æble, ribs, tranebærsaft i ultrapotens. Den drue driver mig til vanvid.”
Forvent en vibrerende, syredrevet rødvin med røde bær, floralitet og et strejf af peberkrydderi.